Verdensholdets historie
Traditionen med at turnere med dansk gymnastik startede i 1930´erne. I 1992 blev den tradition sikret med Verdensholdet, som rejser verden rundt hvert andet år.

Der er thumbs-up fra publikum, når Verdensholdet laver shows og workshops, men der lægger også mange års erfaring og arbejde bag.
Danskerne har altid søgt eventyret, og viden i udlandet og historien om dansk gymnastik er ingen undtagelse.
Den danske gymnastiktradition går mere end 150 år tilbage, og gymnastik- og idrætslivet er stadig i dag en vigtig, integreret og afgørende del af dansk kultur.
I Danmark er gymnastik meget mere end idræt, det er en livsstil og en del af et demokratisk livssyn og personlig udvikling.
Vidste du …
At navnet ”Verdensholdet” startede som et kælenavn til turnéholdet, men er nu etableret som det officielle danske navn: DGI’s Verdenshold.
Siden starten i 1994 har mere end 1,5 millioner mennesker i over 50 lande oplevet en opvisning med Verdensholdet.
I september 2010 påbegynder det 8. Verdenshold deres 10 måneder verdensturné.
Danske hold turnerer verden rundt
Siden begyndelsen af 1930'erne har en lang række danske hold turneret rundt i Verden, hvor de har vist deres færdigheder og lært om fremmede kulturer og mennesker.
Især de danske højskoler har været pionerer i at tage unge til udlandet som led i deres almindelige uddannelse. Velkendte er Niels Bukh fra Gymnastikhøjskolen i Ollerup, og Erik Flensted-Jensen, der i årtier førte danske gymnastikhold til international anerkendelse.
Traditionen bringes videre i DGI
Da Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger i 1992 blev dannet ved en fusion til en af Danmarks 2 nationale idrætsorganisationer, blev det besluttet, at genoplive traditionen med et nationalt turnéhold i gymnastik.
Det første hold startede deres verdensturné i 1994, kendt som National Danish Gymnastics Team.
I dag er holdet kendt over hele verden som National Danish Performance Team, og gymnasterne er meget anerkendte for deres fantastiske shows og opvisninger. Holdet anses for verdens førende inden for hold- og opvisningsgymnastik.